BioCirc indgår milliardaftale med Microsoft om permanent lagring af 650.000 ton CO₂

BioCirc Group har indgået en omfattende aftale med Microsoft om levering af 650.000 såkaldte Carbon Removal Units over de næste syv år. Hver enhed svarer til ét ton CO₂, der fjernes permanent fra atmosfæren.
CO₂-fortrængningen skal ske gennem BECCS-teknologi, hvor biogen CO₂ indfanges på fem af BioCircs otte danske biogasanlæg. Herefter transporteres den flydende CO₂ til permanent lagring i INEOS’ anlæg i Nordsøen, hvor den pumpes ned i 1.500–1.800 meters dybde under havbunden.
Ifølge BioCirc er aftalen et vigtigt skridt i udviklingen af virksomhedens integrerede energiplatform, der kombinerer biogas, vedvarende energi og CO₂-fangst. Samarbejdet med Microsoft skal samtidig bidrage til at skalere løsninger til sektorer, der er svære at omstille, herunder industri, landbrug, shipping og tung transport.
BioCircs koncernchef Bertel Maigaard betegner aftalen som en central milepæl og fremhæver, at samarbejdet med Microsoft styrker udviklingen af et globalt marked for permanent CO₂-fortrængning. Fra Microsoft lyder det, at projektet er et eksempel på en skalerbar og sporbar løsning, som kan understøtte virksomhedens mål om at blive CO₂-negativ i 2030.
Leverancerne starter i 2026 og fortsætter frem til 2032. Projektet er desuden afhængigt af både statslig støtte gennem NECCS-fonden og Microsofts køb af CO₂-enheder.
Faktaboks
- Aftale: BioCirc og Microsoft, 7 år (2026–2032)
- Mængde CO₂: 650.000 ton (650.000 CRU’er)
- Teknologi: BECCS (biogen CO₂-fangst og -lagring)
- Anlæg: Favrskov Biogas, Vesthimmerland Biogas, Haderslev Biogas, Grønhøj Biogas, Vinkel Biogas
- Lagring: INEOS / Greensand Future i den danske del af Nordsøen
- Dybde: 1.500–1.800 meter under havbunden
- Årlig leverance: 100.000 CRU’er fra 2. halvår 2026
- Projektstøtte: NECCS-fonden (Energistyrelsen)
- Formål: Microsofts mål om CO₂-neutralitet og CO₂-negativitet i 2030
- BioCirc: Dansk bioøkonomisk virksomhed med fokus på biogas og CO₂-reduktion






Accepter kun nødvendige cookies